Årbog nr. 59 fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie er nu landet hos medlemmerne.

“Mellem offentlig og privat” er tema for 59. årbog fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie. Årbogen er just landet hos selskabets medlemmer.


Private aktører og interesser har nemlig på tværs af dansk og global uddannelseshistorieværet en generativ kraft for udbredelsen af pædagogiske forståelser, materialer og praksisser, men også genstande for problematiseringer og politiske positioneringer.

I denne årbog er ærindet at nuancere forståelser af, hvordan pædagogiske institutioner og praksisser skabes i forbindelseslinjerne mellem offentlige og private aktører. Og hvordan forhandlinger og magtkampe er med til at konstituere de forventninger, reguleringer og normer, der tildeles den f.eks. “offentlige” skole eller den “private” højskole.

Uddannelseshistorie 2025 består af disse artikler:

  • Indledning: Mellem offentlig og privat v/Jonathan Bjørn Bjerre Aagesen, Lucas Cone og Christian Larsen
  • ”Forstand og Hierte” – forventninger til pigerne på Døttreskolen af 1791 og skolen for Det Søsterlige Velgjørenheds Selskab i overgangen fra det 18. til det 19. århundrede v/Emilie Hede Mikkelsen
  • Oplysning, kvalificering og kønsroller – De Danske Landboforeningers støtte til udviklingen af husholdningskurser i privat regi v/Karen Egedal Andreasen og Annette Rasmussen
  • Hvem skulle højskolen tjene? – en begrebshistorisk analyse og perspektivering af højskolelovgivningen af 1942 med særligt fokus på forhandlingen af forholdet mellem stat, folk og skole v/Simon Langkjær
  • De merkantile uddannelser – en hybrid tradition mellem erhvervsuddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser og videregående uddannelser v/Marianne Høyen
  • Den svenska marknadsskolan – en historia för sig v/Lisbeth Lundahl

UDEN FOR TEMA

  • Understanding the Child’s Inner World – Danish Child Psychiatry in the Wake of World War II v/Bjørn F. Hamre

Desuden indeholder årbogen som altid årsoversigten over begivenheder, reformer og politiske tiltag inden for uddannelsesområdet i folketingsåret 2024/25. Årbogen rummer også en oversigt over ny uddannelseshistorisk litteratur i 2024 og en fyldig anmeldersektion.

Anmeldereksemplarer kan rekvireres hos kasserer Karin Englev (kabe@kb.dk).